Uanset om I ønsker at introducere designtænkning i en enkelt forvaltning eller afprøve det i relation til en konkret opgave, anbefaler vi, at I starter med at formulere en vision eller motivation.
Beskriv ganske kort, hvad det er I stræber efter at opnå, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor I ønsker at afsøge andre metoder end dem, I har brugt hidtil. Det sikrer, at I som team får en fælles forståelse og retning.
Undersøg også, hvordan I kan sikre mandat til initiativet, og hvordan I bedst kan forankre det både internt i teamet og i forvaltningen. Skab klare ansvarsområder, opsæt delmål, og planlæg regelmæssige møder for at sikre fremdrift og succes med projektet.
Det kræver uddannelse og træning at arbejde med designtænkning. Derfor anbefaler vi, at de involverede medarbejdere og ledere får adgang til et kortere uddannelsesforløb eller kursus i designtænkning. Det giver en solid introduktion til designtækningens metoder og processer og et fælles udgangspunkt for det videre arbejde.
Sammen med Designskolen Kolding har vi skabt det målrettede grundforløb ”Træn designtænkning i offentlige organisationer”. Forløbet varetages af dygtige designundervisere fra skolens efter- og videreuddannelsesenhed og er med til at sikre, at jeres kompetenceudvikling bliver forskningsbaseret.
Fordelen ved forløbet er desuden, at I kan arbejde på en aktuel case. På den måde får I løbende professionel sparring ift. at tilrettelægge og gennemføre jeres projekt. Derudover arbejder I typisk sammen med fagfæller fra andre kommuner. Det giver jer et værdifuldt netværk, I kan få glæde af langt ud i fremtiden.
Det kræver træning at udøve designtænkning i praksis, men det er lige så vigtigt at skabe en kultur, hvor det er okay at være nysgerrig og ikke kende alle svarene. Derfor kan det være en god idé at implementere initiativer, der dagligt minder alle om, hvorfor I arbejder på denne måde, og hvad målet er. Det kan for eksempel være i form af enkle leveregler, der guider jeres arbejde, eller initiativer, der sikrer, at I løbende træner og udvikler jeres metoder.
I Kolding Kommune har vi fx etableret en “træningsbane”, hvor vi arbejder med konkrete borgersager og øver alt lige fra konstruktive spørgeteknikker til udvikling af prototyper.